Information om Samsø
Retur til forsiden

Samsø og havet omkring øen indbyder til en vidundelig blanding af dyb afslapning i rolige omgivelser og herlige ferieaktiviteter.

Strandene varierer fra brede børnevenlige strande med lavt vand til det lidt dybere, og andre steder mere stenede strande, hvor der til gengæld er gode fiskemuligheder. Overalt er vandet krystalklart, og den lange kyststrækning betyder, at strandene aldrig er overfyldte.

Samsø har en størrelse på 114 km2, og på dette areal findes en ubeskriveligt smuk og meget afvekslende natur, der byder på mange oplevelser og muligheder for aktiviteter. Landskabet og de korte afstande gør Samsø ideel til cykelferie.

Naturmæssigt er Samsø et stykke Danmark i miniformat: Kyststrækninger med stejle skrænter, et bakkelandskab med dybe dale og smeltevandskløfter, hedelandskab og frugtbare landbrugsområder samt en fjord med mange øer og holme. Ved Samsøs sydlige kyst ligger skoven, der omkranser godset Brattingsborg, og på hele sydøen er landskabet blødt bakket med store landbrugsområder. På den nordlige del af sydøen ligger den smukke og fredede Stauns Fjord, godt beskyttet af den særprægede, smalle og over fem kilometer lange landtange, Besser rev, som er Danmarks største oversøiske rev. Fjorden og området omkring er yngleplads for titusinder af fugle og sæler. På Samsøs smalleste sted, hvor vikingerne byggede en kanal igennem øen, Kanhavekanalen, begynder et hedeområde, og det er som om man fra det ene øjeblik til det andet, kommer til en helt anden landsdel. Derefter bliver landskabet mod nord mere bakket. Samsø er skabt af istidens enorme kræfter, og nordøens vestkyst består af stejle skrænter mod havet. Bakkerne helt mod nord er et vidunderligt område for vandrere og naturelskere. En vandretur gennem bakkerne til Samsøs nordspids, Issehoved, er en af feriens uforglemmelige oplevelser.

På øen ligger en perlerække af hyggelige landsbyer - i alt 22 større eller mindre med hvert sit særpræg og charme. De opleves bedst ved en stille slentretur gennem de krogede gader, så man når at få alle de fine detaljer med.